Cuba på godt og ondt (i-bog)

e-Studiar – Anny Holmgaard – Forlaget EA

Cuba – på godt og ondt. 1.udgave

ISBN: 978-87-89090-30-6

Forlaget EA 2011

Anny Holmgaard

Omslag: Andreas Holmgaard-Jensen

Fotos: Anny Holmgaard

Denne bog er skrevet på baggrund af seks rejser til Cuba i perioden 1998 til 2012.

Jeg er cand. mag i spansk og dramaturgi, og har derfor haft den fordel, når jeg har rejst i landet, at jeg har kunnet tale med befolkningen og har fået kulturoplevelser, andre ikke ville have fået.

Jeg udgav i 1999 min første bog om Cuba, Cubanos, som har været anvendt på landets gymnasier. Senere udkom bogen Mosaico cubano med tilhørende video, som bestod af interviews med diverse cubanere. Disse bøger er på spansk.

Denne bog er så min personlige beretning om Cuba, oplevet indefra. Jeg har ikke skrevet dagbog, men rejserne står lysende klart for mig, og med hjælp af billeder og små sedler, har jeg kunnet rekonstruere mine 6 rejser og navne på mennesker, jeg har mødt.

Bogen starter med en kort historisk baggrund, så læseren bedre kan forstå, hvordan cubanerne lever. På næste side findes en ordliste over specielle cubanske udtryk. Du kan følge, hvordan det går med mine kontakter via min hjemmeside.

Jeg vil gerne rette en tak til mine mange kolleger og venner, som har læst bogen og givet mig hjælp og feedback. En speciel tak til Marianne, Johnny, Conchita, Ulla, Tilde, Anne Kathrine, Karin, Gitte, Bent m.fl.

Tak til alle venner og kolleger, der har medbragt store som små pakker og penge på deres rejser til Cuba. Tak til: Tine, Mariann, Karen Marie, Wilbert, Christian og Annette, Esben og Grethe, Eva og Erik, Tove og Laura, Kim, Gitte, Jens Ole og Grethe, Steffen, Kirstine og Betty m.fl.

Det er vigtigt, at nogen vil hjælpe, da mulighederne for at sende ting og penge til Cuba er meget besværligt eller næsten umuligt. Kontakt mig gerne, hvis du vil hjælpe!

Anny Holmgaard

Dette er kun uddrag, som kan anvendes sammen med de andre bøger. Hele bogen kan købes på: http://www.forlagetea.dk

Cuba…på godt og ondt

Som spansklærer har jeg altid haft interesse i at besøge de spansktalende områder.

I 1998 blev det Cuba, der blev det første oversøiske område, jeg skulle udforske, da jeg, som så mange andre, gerne ville opleve øen, inden Fidel Castro døde. Han var på det tidspunkt 71 år gammel og havde da siddet på magten i 39 år. (Fidel Castro Ruz er født den 26. august 1926).

Det blev til 6 rejser og mange oplevelser de følgende 15 år, som jeg gerne vil videregive til andre, der gerne vil besøge og opleve landet.

Det billede, der vil træde frem på ens nethinde, når man hører navnet, Cuba, vil givetvis være; Fidel Castro, havannacigarer, rom, mojitos, gamle amerikanerbiler, Caribiske strande med grønne palmer og et azurblåt hav, sex og salsa. Men Cuba er meget mere end det. Er man til en mere oplevelsesrig ferie, så byder Cuba på mere end rom, dans og badestrande. Dette er en lille del af den beretning, jeg vil give jer om mine mange rejser til Cuba, hvor jeg vil tage jer med bag kulisserne.

En kort beskrivelse af Cubas historie vil gøre det nemmere for læseren at sætte sig ind i min oplevelse.

Cuba generelt

Cuba er den største ø i det Caribiske hav med et indbyggertal på ca. 12 millioner. Hovedstaden er Havanna (La Habana) med ca. 2 millioner indbyggere.

Cuba blev opdaget af den spanske søfarer Christoffer Columbus i 1492 på hans første rejse. Spanierne besejrede den oprindelige befolkning og bosatte sig på øen. Da spanierne koloniserede Cuba, udslettede de den oprindelige befolkning og bragte slaver, sproget og religionen (katolicismen) med sig. Afrikanerne, som blev bragt til Cuba, blev ved med at dyrke deres guder på trods af, at spanierne forbød det. Da de fik forbud mod at dyrke deres guder, blandede de Santeriaens Orishas (Yoruba) med katolicismen, ved at omdøbe deres egne guder og give dem katolske helgennavne. Den afro-cubanske religion kalder de i dag Santería. I dag er katolicismen officiel religion og hovedparten af cubanerne støtter kirken. På samme måde er Santeria vidt udbredt. Hvert år holdes en fest på årsdagen for, hvornår man blev indviet i religionen som santero.

Cuba forblev under spansk herredømme frem til 1898, hvor USA greb ind i en lokal frihedskrig, der endte med at fordrive spanierne fra magten. En af de store nationalhelte fra uafhængighedskrigen mod Spanien er José Martí, som for cubanerne står som den store inspiration og organisator af det sidste, definitive oprør mod kolonimagten Spanien, der førte til Cubas nationale selvstændighed. Lufthavnen i La Habana er opkaldt efter Martí. Foruden at være oprører var han også forfatter og har skrevet teksten til sangen Guantanamera (som betyder en bondepige fra Guantánamo).

Cuba fik sin officielle uafhængighed fra USA i 1902, men landet fortsatte med at være under amerikansk indflydelse og dominans. USA fik flådebasen Guantánamo i det østlige Cuba, en base som stadig opretholdes.

Cuba var indtil 1959 regeret af den USA-venlige præsident Fulgencio Batista, der var begyndt at omdanne Cuba til et amerikansk turistmekka med kasinoer osv. Mange cubanere levede i fattigdom og havde ingen uddannelse. De sorte havde vanskelige kår i Cuba. Fidel Castro beskyldte Fulgencio Batista for korruption og tyranni og argumenterede for at styrte Batista-regimet gennem retlige midler. Det lykkedes ikke, så han samlede en gruppe bevæbnede oprørere, og angreb Moncada-kasernen i Santiago den 26. oktober 1953. Angrebet mislykkedes og Fidel Castro og hans bror Raúl Castro Ruz blev taget til fange og idømt henholdsvis 15 og 13 års fængsel: Det er derfra vi kender Castros berømte ord: “Fordøm mig, det er ligegyldigt. Historien vil frikende mig.”

Batista-regimet befriede alle politiske fanger i Cuba i 1955 efter et bredt politisk pres, hvorefter fangerne flygtede til Mexico. Her blev Castro-brødrene forenet med andre landflygtige for at forberede at styrte Batista. I juni 1955 mødtes Fidel med den argentinske revolutionære guerillaleder Ernesto “Che” Guevara, der sluttede sig til dem. Den 2. december 1956 sejlede oprørsbevægelsen hjem i det berømte skib, Granma, som de havde fået af eksilcubanere i Miami. Dette er i dag navnet på Cubas officielle avis.

Bevægelsen bestod af Castro-brødrene, Che Guevara, Camilo Cienfuegos og 80 andre fra “26. juli-bevægelsen”(med henvisning til datoen for deres angreb på Moncada-kasernen i 1953). Herefter flygtede de til Sierra Maestra bjergene, hvorfra de kæmpede mod Batistastyret. Batista blev væltet og med ham den amerikanske mafia.

Den 1. januar 1959 overtog Fidel Castro magten ved en revolution. Hans mål var at give det cubanske folk muligheden for at fordele jord og rigdomme. Han nationaliserede landbrug, industri og de amerikanskejede olieraffinaderier. Alt blev statsejet; fabrikker, butikker, ejendomsret etc. Man måtte ikke eje noget, så hver familie fik tildelt en bolig, for Castro ville ikke, at nogen skulle bo på gaden. Der blev også tildelt arbejde til alle. Der måtte ikke eksistere arbejdsløshed.

På det sociale og sundhedsmæssige område skete der store forbedringer, og man gik i gang med en storstilet kampagne for at komme den udbredte analfabetisme til livs. Der blev bygget skoler og sundhedsklinikker overalt. Fidel indførte et sundhedssystem, der blev et af verdens bedste med de bedste læger i verden, og som samtidig var gratis for folket. Selv medicinen var gratis. Fidel Castro har sendt mange læger ud af landet for at hjælpe rundt omkring i verden. Læger er også blevet en handelsvare. Bl.a. har Cuba udvekslet olie med læger i Venezuela, hvor Fidel Castro har haft et nært forhold til landets tidligere præsident, Hugo Chávez.

Fidel Castro sørgede for, Cuba havde en udviklet kultur, så cubanerne fik mulighed for at uddanne sig gratis inden for alle uddannelser. Cuba har, foruden læger, også mange talentfulde musikere, dansere, sangere og sportsudøvere. Castro arbejdede også for at afskaffe racismen og skabe lighed mellem sorte og hvide, ligesom ligheden også skulle gælde mellem kvinder og mænd. Endelig blev straffene for alle former for snyd over for staten skærpet og strejker, prostitution, homoseksualitet, spil og religion blev forbudt.

Da Fidel Castro kom til magten efter revolutionen i 1959, erklærede han landet for ateistisk, da socialisme og religion traditionelt ikke går hånd i hånd. I 1992 indrømmede Castro, at han havde diskrimineret mod katolikker og protestanter, og der blev indført officiel religionsfrihed. (Dog var Jehovas Vidner forbudt indtil for få år siden). Fidel Castros styre udviklede sig i totalitær retning, hvor der ikke var reel mulighed for demokratiske valg, hvilket også medførte fængsling og eksil for titusinder af kontrarevolutionære, de såkaldte dissidenter.

USA forsøgte at isolere styret på Cuba. Det medførte, at Fidel erklærede sig kommunist, så han dermed kunne få økonomisk hjælp fra Sovjetunionen. USA så revolutionen som en trussel og forsøgte flere gange at vælte Fidel ved adskillige attentatforsøg. Det første forsøg fandt sted i 1961. USA støttede eksilcubaneres mislykkede invasion i Svinebugten.

I USA var man af den overbevisning, at Fidel Castro var voldsomt upopulær blandt befolkningen, men dette var ikke korrekt: Castro var blevet folkets leder. Den cubanske revolution vakte stor sympati, støtte og beundring blandt en stor del af den latinamerikanske venstrefløj. Invasionen slog derfor fejl, og blev i stedet en stor propagandasejr for Cuba. USA afbrød de diplomatiske forbindelser med Cuba, og amerikanske statsborgere fik forbud mod at rejse dertil samt købe cubanske varer. Samtidig iværksattes en handelsembargo over for Cuba. Med embargoen forsøgte de bl.a. at hindre medicinalfabrikker fra vestlige lande at sælge amerikanske lægemidler til Cuba. Hermed var Castro henvist til at basere sin udenrigshandel på Østeuropa og især Sovjetunionen. Eksilcubanerne i Miami har stor set stadig den samme krigeriske holdning til Cubas system, og de drømmer stadig om en ny amerikanskstøttet invasion.

Udviklingen af fjendskabet mellem USSR og USA i den Kolde Krig havde næsten udløst en atomkrig i 1962, da Sovjetunionen var på vej til at opstille mellemdistanceraketter på Cuba. Denne handling blev kendt som Cubakrisen. Det lykkedes den amerikanske regering at presse Sovjetunionen til at fjerne missilerne hvis USA tilligemed fjernede deres missiler i Tyrkiet. Den sovjetiske regering afmonterede missilerne uden at sagen blev drøftet med Cubas regering. Cuba var kun en lille brik i Den Kolde Krig.

Cuba støttede de politiske guerillabevægelser, som var i kamp i 60’ernes Latinamerika, men Ernesto “Che” Guevaras død og guerillakrigens nederlag i Bolivia i 1967 førte til, at Cubas regering satte fokus på deres egne interne forhold. I 1997 blev Che Guevaras jordiske rester bragt til Santa Clara i Cuba, hvor man i dag kan besøge hans mausoleum.

Berlinmurens fald i 1989, og den sovjetiske kommunistbloks opløsning, skabte en ny situation i Cuba. USA forventede en hurtig liberalisering af forholdene på Cuba med demokrati og åben markedsøkonomi, men den cubanske regering holdt fast i deres politiske system. Da Østblokken kollapsede i 1989-1990 mistede Cuba fordelene ved handelsaftaler med østbloklandene. Opløsningen af den sovjetiske blok udgjorde et stort tab for Cuba, og den fik alvorlige konsekvenser for Cubas økonomi, som hvilede på sukkerproduktion og eksport af sukker til Sovjetunionen, som til gengæld havde givet Cuba teknologisk og økonomisk bistand i næsten 3 årtier. Cubas økonomi skrumpede med 30-50%.

Cuba kom derfor ud i en krise som nærmede sig en sultkatastrofe, og som er blevet stående i Cubas historie som ”el período especial” (den specielle periode). Der opstod mangel på alt, så staten måtte indføre rationering på fødevarer, benzin etc. Cubanerne fik et rationeringskort, libreta, hvor de fik tildelt en vis mængde af de nødvendigste forbrugsgoder såsom; ris, mel, sukker, salt, bønner, æg, kød, kaffe, brød, olie, sæbe, cigaretter, cigarer, tændstikker, tandpasta, tøj etc.

Fidel Castro følte sig tvunget til at åbne planøkonomien for begrænsede private initiativer og udenlandske investeringer. I 1992-93 åbnedes der også op for turismen og samme år blev den nationale mønt (CUC), som var konvertibel med dollaren, indført. Man havde nu brug for hoteller, og spanske koncerner fik lov til at opføre strandhoteller i bl.a Varadero, Cubas mest populære turistområde. Canada, som altid havde stået uden for handelsembargoen, fik lov til at investere i mineudvikling.

I Cuba er der i dag 2 slags pengesystemer: CUP = Cubanske pesos og CUC = Pesos Convertibles. CUP er den “gamle” valuta, som den alm. cubaner får sin løn udbetalt i, og som kan bruges til at købe for i de specielle butikker, hvor der også skal bruges rationeringsmærker. CUC er den valuta, som blev indført i starten af 90´erne, og som bruges til alt, hvad der har relation til turisme. Med CUC kan man købe alt i de supermarkeder, som handler med CUC som betalingsmiddel, men priserne er høje, så det er med enkelte undtagelser kun turister og folk, der har forbindelser til udlandet, der kan handle dér. Indtil 2006 var der cubanske pesos og amerikanske dollars som brugbare betalingsmidler. Det på trods af, at der var et anstrengt forhold mellem USA og Cuba efter revolutionen i 1959. Det var forbudt at have dollars på sig indtil 1992. I dag kan man kun anvende cubanske pesos og CUC.

Værdien af CUC ligger imellem værdien af en Euro og en dollar (ca. 6 danske kroner). Man kan kun veksle CUC i Cuba, og den foretrukne valuta er euro, da man får en bedre kurs end for en dollar.

I februar 2008 overdrog den da 81 årige Fidel Castro magten til sin 5 år yngre lillebror, Raúl Castro, (som havde været hærchef) efter 49 års diktatur, men fortsatte med at tage del i debatten indtil sin død i 2016.

2014 er 55 år siden jeg blev født og 55 år for revolutionen i Cuba. Med Fidel Castros velkendte ord: Lucharemos y venceremos (Vi vil kæmpe og vi vil sejre), vil jeg begynde min beretning.

Interview med en ung pige på 20

-Er du tilfreds med at leve i Cuba?

– Bestemt nej. Jeg kan ikke lide at tale om det. Det er svært at leve her. Der er stor mangel på alting, og man skal arbejde meget, for at opnå det nødvendige. Man kan kun overleve, hvis man har familie eller venner i udlandet, hvis man arbejder inden for turismen, eller hvis man er gift med en udlænding.

-Hvad betyder det for en ung pige som dig at bo i Cuba?

– At bo i Cuba er et privilegium. Man kan gå i fred på gaden, uden at der sker dig noget, men det er også spild af tid, da du ikke kan lave noget, der er fremtidsudsigter i.

-Hvilke muligheder har en ung for at studere, more sig og bruge sin fritid?

I Cuba har vi alle mulighed for at studere uden nogen som helst problemer, men lige nu er der næsten ingen, der gider at fortsætte studierne, efter at de afslutter deres studentereksamen, da de ikke ser nogen mening i at studere, sådan som situationen i landet er. Hvorfor studere, når du ikke kan få arbejde inden for det, du har studeret, eller at det, du har studeret, ikke kan bruges til noget som helst uden at have et job ved siden af, hvor du kan tjene til dagen og vejen?

M.h.t. fornøjelser er det svært, hvis ikke man bor i hovedstaden, men alle morer sig, som de har lyst, med de muligheder, der er. Hvis man skal ind på de steder, hvor der sker noget, skal man betale i CUC, og det er der mange, der ikke har. Ikke en gang til at leve for. Derfor er der mange, der laver illegal forretning ved siden af. Min fritid bruger jeg på at besøge mine venner, ordne huset eller glæde mig selv.

Du som er en ung, smuk kvinde med en flot krop, er det svært for dig at finde en partner?

-Haha. Nej, slet ikke. Jeg er altid omringet af mænd såvel cubanske som udlændinge. Jeg forstår at bruge det, naturen har givet mig.

– Har du været sammen med udlændinge?

– Selvfølgelig. Også med flere end én. Hvor tror du, jeg har fået penge fra til at købe de ting, jeg bærer? Når lejligheden byder sig, må man slå til.

-Tror du, de unge indtager alkohol og drugs for at more sig eller for at glemme den verden, de lever i, eller for at gøre ting uden at tænke for meget?

– Jeg kan forsikre dig om, at de unge gør det, der passer dem og det, der er på mode; alkohol, Viagra etc. Du møder ikke en ung, der ikke indtager alkohol eller ryger marihuana, hvis nogen tilbyder dig det. Du møder ingen, der ikke tager Viagra for at kunne være sammen med en kvinde. De fleste unge gør det.

– Har du været ”skæv”?

– Selvfølgelig. Det er derfor, jeg kan sige det så bestemt.

-Hvad foretrækker de unge at gøre?

Vi kan godt lide at gå pænt klædt på, følge moden, gå ud, hvor der sker noget og more os meget. De unge gør meget for at få penge; drenge, der har sex med mænd, piger, der har sex med kvinder, to kvinder sammen med en mand, laver pornografi, lader turister fotografere dig nøgen, sælger ting til turister og mange, mange andre ting.

  •  

-Har du det godt efter at have fortalt mig dette?

Helt klart og er også lidt liderlig.

 

Interview med en jinetera

-Er du sikker på, du vil fortælle mig din historie, og hvad der er sket med dig?

-Selvfølgelig. Da du spurgte mig, blev jeg glad, da jeg vidste, det ville udkomme i en bog. Og en dag kan jeg sige: ”Dette er mig”.

– Kan du fortælle, hvad der er sket?

– Ok. Jeg er nu 37, men siden jeg var 17 har jeg opsøgt turister på gaden som Jinetera (luder) og den første Yuma (udlænding), jeg mødte, var ualmindelig skør, men han betalte mig godt. Han kunne kun få udløsning ved at slå mig, høre mig græde og råbe. Efter halvandet år blev jeg træt af ham og slog op. Han kom hver anden måned, men jeg blev bange for ham, fordi han hele tiden krævede mere og mere, som gjorde ondt på mig. (Hun viser sit bryst og cigaretbrændemærker). Han ville stikke flasker op i mig, dyrke analsex. En dag spredte han mine ben så hårdt, at jeg troede, jeg skulle sprække. Jeg mødte derefter en italiener, som jeg giftede mig med og tog til Italien. Men efter et par uger ændrede han sig totalt og bad mig tilbagebetale ham alt det, han havde ofret på mig. Han lukkede mig inde og arrangerede kontakter med mænd, som skulle ”bruge” mig mod betaling. Det var forfærdeligt, for de måtte gøre alt med mig. Det havde de betalt for. Efter et par måneder kom han hjem med en kvinde, som ville have sex med mig. Det var hans ex-kone. Jeg havde aldrig været sammen med en kvinde før, men jeg vidste også, at hvis jeg ikke adlød, ville han slå mig. Hun kom 4 dage i træk, hvor vi dyrkede sex, mens han kiggede på. En dag skulle jeg være alene med hende. Hun spurgte mig, om jeg virkelig havde lyst, hvortil jeg svarede JA, da jeg havde det bedre sammen med hende end sammen med de mange mænd. Hun fortalte også, at hun havde betalt 900 Euros for at være sammen med mig. Hun bad mig klæde mig på, tage mine ting og noget af værdi, så jeg havde penge. Derefter ville hun hjælpe mig væk derfra og sørge for, jeg kom hjem til Cuba. Jeg skulle være sammen med hende en uge, hvorefter hun betalte mig hjemrejsen.

– Kan du godt lide at have sex med kvinder?

– Ja, for du kan nyde det, uden at de gør dig fortræd, og takket være hende kunne jeg vende hjem til Cuba. Hun besøgte mig 3 gange, indtil min mor forbød mig at være sammen med hende. Jeg holdt ikke op med at ”trække”. Jeg mødte manden, som jeg nu er gift med. Han inviterede mig til Spanien i 2 måneder og bad mig blive der. Det gjorde jeg, da jeg havde det godt med ham, men jeg havde fået 3 års karantæne, så jeg i den tid ikke kunne komme hjem og se min familie. Det var svært.

– Var det svært for dig at få tilladelse til at forlade Cuba, når du nu havde været i Italien tidligere?

– Nej. Der var jo gået nogle år. Så det spurgte de ikke om.

– Har du børn?

– Nej. Vi har forsøgt i et par år, men det er endnu ikke lykkedes.

– Har du været sammen med kvinder siden da?

– Ja. Jeg har en veninde i Spanien, og min mand giver mig lov, da han ved, jeg har brug for det.

Interview med en flygtning

En ung mand på 27 sad fængslet pga. korruption og rufferi, og fordi han forsøgte at flygte ud af landet.

-Hvordan har du det med at være sammen med mig og fortælle din historie?

– Jeg har det fint. Jeg har tillid til dig, og jeg er sikker på, hele verden vil få at vide, det der sker med os i dette land.

– Jeg ved, du kom i fængsel i forsøg på at rejse illegalt ud af landet. Har du haft andre problemer?

– Haha. Ikke kun pga. af det. Først var det forsøg på at rejse ud illegalt, men så lavede jeg sort arbejde med en udlænding og blev anklaget for korruption.

Ok. Den første gang var vi en gruppe fra samme område, som forberedte en flugt et år i forvejen. Så kom der én, der var fætter til én af de andre, som ville slutte sig til gruppen. Der var ingen af os, der kunne lide det, men han blev ved, og til sidst gav vi ham lov til at være med, fordi han havde penge til at rejse ud for, og det kunne vi få brug for. Dagen, hvor vi skulle af sted, kom han løbende 5 minutter før og sagde, at vi måtte have ham undskyldt, da han lige skulle ”kneppe” kæresten.

Vi sejlede kun to en halv sømil ud i nationalt farvand, da der holdt en båd og ventede på os, en grænsevagt, som skulle gøre livet surt for os. De tog os med og anbragte os i 2 celler, hvorefter vi blev fængslet indtil vi kunne komme for retten. Fætteren var ikke sammen med os den dag, men mødte op som vidne mod os. Vi havde sagt, vi var taget ud for at fiske, og han sagde, det var løgn, at vores intention var at flygte. Da gik det op for os, at han var i ledtog med politiet.

-Hvor lang tid opholdt I jer i fængslet?

Jeg var kun indsat i 16 måneder, da jeg var mindreårig og ikke havde lavet andet kriminelt. De gav mig min frihed, så jeg kunne begynde at studere igen, og de andre sad i 2 år ud af de 3, vi havde fået sanktioneret.

-Har du stadigvæk lyst til at forlade landet?

– Ja. Jeg var kun 19, da jeg kastede mig i havet for at komme til USA. Jeg ville gøre det igen, for her er der ikke noget at leve for.

– Hvorfor rejste du ikke for 3 år siden, da dine fætre rejste?

– Fordi jeg lige var kommet ud af fængslet pga. det andet problem, og havde lyst til at se min søn.

– Hvad var det andet problem?

-Jeg har altid haft mange smukke kvinder omkring mig, og en dag præsenterede de mig for en spanier, som ville betale mig godt, hvis jeg skaffede smukke piger til ham, som han kunne hygge sig med, når han kom til Cuba. Jeg slog til og spurgte, hvad han ville betale. Han foreslog 40 CUC (240,-), som jeg tilsluttede mig, og sådan begyndte vores business.

Han kom hver anden måned til Cuba og var der altid en måned. Alt gik godt, da jeg altid havde 4-5 piger parat til ham. Det var min forretning i godt 2 år, indtil han sagde, at han også ville have unge drenge. Jeg forlangte 50 CUC for drengene, da de var sværere at få fat i. Det gik han med til.

-Hvordan kom du så i fængsel?

– Det skete en dag, da jeg i La Habana lejede en bil og snakkede med en dreng, som skulle skaffe mig en fyr. Han kom tilbage med en på kun 15 år, altså en mindreårig. Men han så ældre ud pga. højden og muskler. Spanieren forelskede sig i ham og de var sammen i hans lejlighed.

-Vidste du, han var mindreårig?

-Er du tosset? Han lignede en på 20. Efter 20 dage blev vi opdaget, og jeg fik 2 års fængsel.  

-Efter dette. Har du da været i fængsel?

Ok ja. Hvis du vil overleve, må du lave forretninger. Så hvis vigtige forretningsmænd og direktører bliver fængslet for at stjæle fra staten, hvorfor så ikke mig?

-Men hvilke forretninger laver du?

Alt, hvad der dukker op, bare for at skaffe penge til mig selv og skaffe mad til min søn.

 

Interview med en pensionist på 70

-Hvordan har De det med at blive interviewet af en yngre person, som vil udgive det, De siger i en bog?

– Jeg kan sige dig så meget at det, der glæder mig, er at noget, jeg har sagt vil blive udgivet i en bog, og at jeg vil, at andre skal vide sandheden om alle disse år.

-Hvordan levede De og Deres familie før revolutionen?

-Jeg kan fortælle, at min familie var ganske stor, da jeg er den fjerde ud af 7 børn, og vi boede alle hos min farfar, da min farmor var død, før jeg blev født. Vi levede godt, da min far arbejdede på havnen og tjente godt. Det er klart, vi ikke gik i det bedste tøj, men vi var altid rene og spiste godt, da de penge, min far tjente, var nok til at leve godt for hele familien.

-Hvordan kunne I leve godt så mange personer, når lønningerne dengang ikke var så høje?

-Du har ret. Lønnen var ikke høj, men maden kostede ikke så meget. Hvis jeg købte 2 kilo kød, fik jeg oveni prisen et halvt kilo salt og kager gratis. Og hvis jeg købte 3 kilo ris, gav han mig sodavand til de yngste i familien.

-Hvilke fordele fik De og Deres familie efter revolutionen?

-Mange. Jeg husker, at jeg ikke gik i skole før revolutionen, da der var meget langt, jeg kunne ikke gå alene og min mor måtte blive hjemme og passe de små børn.

Efter revolutionen fik min familie et lille stykke jord, som vi kunne dyrke, og jeg kom i skole og lærte at læse og skrive. Jeg kom også for første gang til en læge efter revolutionen, og jeg kan ikke stoppe med at fortælle så mange andre gode ting, revolutionen bragte med sig.

-Hvad mener De om ”Den specielle periode”, der startede i 90´erne, og som vi stadig lever under?

-Ja, det blev jo en hård tid for os alle i dette land. For det første fordi ingen tænkte på, at når Lenins socialistiske Rusland ikke eksisterede mere, at det skulle påvirke os så meget. Da lærte vi at spise den mad, man ellers kun serverer for svin. Vi havde ikke lært at brødføde os selv.

-Hvorfor siger De Lenins socialistiske Rusland, og ikke Sovjetunionen?

-Fordi jeg identificerer mig mere med Lenins idealer uden korruption på det tidspunkt.

-Mener De, at det er kommunismens opløsning eller USA´s blokade, der er skyld i, at vi lider?

-Jeg mener ærligt, at vi er kommet ud af den ”Specielle periode” for mange år siden, og at USA´s blokade ikke har noget at gøre med det, vi går igennem nu. For, jeg vil aldrig kunne forstå, hvordan en mand, som har arbejdet for revolutionen og stadigvæk arbejder på kontrakt og får pension, ikke kan få råd til at rejse nogen steder med min lille familie. Vi har kun CUC, som kan bruges. De udnytter os. Kun de, der stjæler eller kommer nemt til penge ved f.eks. at lave forretning eller modtager penge fra udlandet, har det nemt. De har ingen problemer med at købe de nødvendige ting at leve for. Og her mener jeg bare det mest nødvendige. Ikke luksus. Jeg ved ikke, hvad vi skal opnå med den løgn om blokaden, og CUC er den eneste måde at skaffe penge fra udlandet. De udnytter dem, der kun modtager national mønt (el peso nacional), som ikke er det mindste værd. Selv natklubber, rekreative steder, strande og legepladser og ungdomssteder betales i den famøse CUC.

-Hvad ville De svare mig, hvis jeg spurgte Dem hvilket system, De ville vælge at leve under?

-Uden at tænke meget over det, kan jeg svare, at det er noget, jeg ikke kender, og som jeg håber snart vil komme. Sådan som man lever i dette land – gør mig ondt og utryg.

-Har De et godt råd at give de unge i dette land, som lider under det, De lider under?

-De skal selvfølgelig tænke på i morgen og se på livet fra den positive side, og de skal gøre alt, de formår for at få et bedre liv hvilket som helst sted I denne verden. For mens den famøse socialisme eksisterer i Cuba, hvor nogen lever godt, andre skidt og nogen slet ikke lever, vil det altid være det samme for størstedelen af befolkningen.

Click to listen highlighted text!